Hundeskolens historie

Hvordan startede det.

Si

DDH's historie

Der var en gang ---- Det hele startede i 1983, hvor jeg gik til træning hos Nordegnens Hundeskole i Birkerød. Det gik som så mange gange andre steder. Efter ca. 2 år blev alle trænerne uvenner og gik hver til sit. Så stod alle vi elever bare der - midt i en træningssæson - som vi havde betalt for -  og havde ingen til at undervise os.

Så tog jeg kontakt til den gamle bestyrelse og spurgte hvad de havde tænkt sig. Hvad de svarede vil jeg helst ikke skrive her, men enden på det hele blev, at de gjorde op, hvad de havde af diverse ting såsom campingvogn , diverse træningsredskaber og medlemskartotek, og det kunne købes for 10.000,- kr. Som sagt så gjort - jeg var nu ejer af en hundeskole.

Det skal lige siges, at det med hundetræning ikke var fremmed for mig. Jeg havde i forvejen undervist i hundetræning siden 1970 i hjemmeværnet, Schæferklubben samt 2-3 andre hundeklubber, så erfaringen var hjemme.

Vi lavede straks navnet om til Dansk Hundeskole, og fik navnet og logo registreret. Herefter fik vi en afdeling på Amager, og i Birkerød fortsatte John (Olsen) og jeg med at undervise frem til 1989. Så nedlagde vi Birkerød, for det var alt for besværligt at køre frem og tilbage flere gange hver week end, da vi jo boede på Amager.

I 1989 fik jeg en henvendelse fra Risby Hundeskole, om vi ikke kunne slå os sammen. Det drøftede vi i bestyrelsen (John og jeg), og blev enige om, at det nok kunne være meget godt, og det var starten på De Danske Hundeskoler (DDH). Vi holdt så en stiftende generalforsamling den 23. april 1990 og fik igen registreret vores navn og logo.

Hvad er der så sket siden? Vi var jo startet op med agility, og dengang var der ikke noget system i det; Men det var sjovt. Man kunne løbe samtlige klasser med samme hund, og endda flere gange. Men men, der var jo også nogle, som udnyttede systemet, så vi kontaktede samtlige hundeklubber/-skoler i Danmark og indkaldte til et møde for at få een eller anden form for registrering af resultaterne, og det var starten på FuFa (Fælles udvalget for agilityforeninger i Danmark). Se vores links til agility!!

Foreningens formål var at fremme forståelsen for hundetræning/-sport, og at tilbyde sjov og udfordrende træning baseret på samarbejde og motivation mellem hund og fører. Afhængig af den enkelte afdeling, tilbydes der træning på alle niveauer, uanset om det er familiehundetræning, agility eller lydighedstræning man søger.

Udover at tilbyde hundetræning, sætter vi det sociale samvær højt og arrangerer forskellige aktiviteter såsom natløb, lydigheds- og agilitykonkurrencer, fester og meget mere.

DDH består af en hovedbestyrelse, selvstændige afdelinger med egen bestyrelse/ledelse, instruktører og medlemmer, der alle er med til at præge den enkelte afdelings udvikling og fremtid. Alle instruktører har gennemgået en uddannelse i det, de underviser i.

Alle arbejder på frivillig basis og er dermed ulønnet. Alle kontingenter dækker udgifter til kurser, træningsredskaber, arrangementer o.s.v.

Jeff Bech.

 

den er ved at blive redigeret.